Under Knippelsbro

For den almindelige københavner er Knippelsbro blot et 115 meter langt betonstykke der forbinder Christianshavn med resten af Sjælland. For mange er det også broen der hvert år til Distortion bliver danset på i et minut eller to. Men her findes også Københavns nok lækreste øvelokale – god klang, ingen sure naboer, udsigt over vandet, solen og byen. Og så er det gratis. De rå betonvægge klæder en vinbutik bag ham, ejeren her er den eneste der kan finde på at brokke sig, men søndag aften er der lukket. En enkelt lampe lyser stedet op og vandet fra havnen klukker stille mod det gamle fundament som holder broen oppe. Og så er der trommelyd.

Den lyd kommer fra Anders og hans tromme. Det har den gjort siden han for omkring 10 år siden mødte en anden trommespiller der sad der på brostenene og tæskede hænderne i trommeskindet. Efterhånden er der kommet flere til, og somme tider sidder de og “hyggejam’er”.

Da jeg cyklede over broen kunne jeg høre ham. Til at starte med troede jeg der var gadefest, og blev noget overrasket da jeg kom derned – her sad han blot med sin cykel og sin tromme. Jeg var straks solgt. At bruge byen på den måde synes jeg er intet mindre end fantastisk. Jeg fik lov til at tage et par billeder, og da jeg var færdig sagde jeg pænt tak for koncerten og kørte hjemad. Oppe på broen stod en flok fodgængere og kiggede ud over broen – de undrede sig, ligesom jeg gjorde, over hvor lyden kom fra.

Et lille hyggelig københavnerhistorie som fortjener at blive delt.

Dette indlæg blev udgivet i koncert, mennesker, På gaden. Bogmærk permalinket.

2 svar til Under Knippelsbro

  1. Sara Schelde siger:

    Du skriver så hyggeligt, Lasse – og tager så fine billeder!

Skriv et svar til kofoden Annuller svar